Afasi

Har du problemer med at tale og finde de rigtige ord, kan du have brug for at træne dit sprog hos en talepædagog. Du kan også opleve problemer med at forstå, hvad andre siger, eller have fået svært ved at læse eller skrive. Det kaldes afasi, og kan opstå som følge af en hjerneblødning, blodprop i hjernen, hjernetumor eller kraftigt slag i hovedet.

Du kan også opleve andre vanskeligheder så som kognitive udfordringer eller dysartri.

Ofte stillede spørgsmål

  • Hvem underviser?

    Du bliver undervist af audiologopæder med en femårig universitetsuddannelse eller af talepædagoger/ speciallærere.

  • Hvor kan jeg få hjælp?

    Undervisningen foregår primært på CSV Kommunikation & Teknologi på Pederholms Allé 50, 7100 Vejle.

    Vi underviser i lyse lokaler, i vores bygning med nem adgang for gangbesværede.

    I sjældne tilfælde kan du, efter individuel vurdering, få et hjemmebesøg. 

    Vi opfordrer til, at der ikke ryges i hjemmet en halv time inden hjemmebesøg og under besøget. 

  • Hvad er formålet?

    Formålet med den talepædagogiske undervisning er at forbedre dine sproglige færdigheder indenfor: tale, sprogforståelse, læsning og skrivning.

    Nogle personer med afasi føler sig isoleret fra deres omgangskreds på grund af deres kommunikationsvanskeligheder. Formålet vil være, at du kan føre et aktivt og socialt liv, som indeholder livskvalitet for dig på trods af dine kommunikationsvanskeligheder.

     

  • Hvordan foregår det?

    Udredningssamtalen vil foregå som et interview. Her vil talepædagogen få lejlighed til at få mere at vide om dig som person, og hvilket liv du har levet, før du blev ramt af afasi. Der vil også indgå nogle sproglige tests.

    Ud fra samtalen kan talepædagogen planlægge et individuelt undervisningsforløb, der er specialsyet til dig ud fra dine styrker og dine udfordringer. Du er selv med til at sætte de mål, du gerne vil nå gennem undervisningen. Disse mål kaldes SMART-mål, hvilket vil sige, at de skal være Specifikke, Målbare, Attraktive, Realistiske og Tidsafgrænsede. Disse mål sættes typisk ved 3. eller 4. konsultation. Der vil løbende være evaluering af målene samt mulighed for at sætte nye mål.

    I undervisningen arbejdes der med at forbedre dine sproglige færdigheder: tale, sprogforståelse, læsning og/eller skrivning. I nogle tilfælde vil din afasi give dig svære problemer med f.eks. at tale. Der vil være behov for at bruge kompenserende strategier såsom at inddrage billeder i kommunikationen med andre. Der kan også være brug for at benytte en app., der kan støtte kommunikationen med andre.

    CSV ser gerne at din(e) pårørende deltager aktivt i undervisningsforløbet. Ved at være med til undervisningen lærer dine pårørende, hvordan de kan støtte dig og jeres indbyrdes kommunikation bedst muligt. CSV tilbyder også kurser for pårørende i samtalestøtte til folk med afasi. Der vil oftest være hjemmeøvelser. Det er vigtigt, at disse øvelser laves; gerne med støtte fra dine pårørende.

    Undervisningen vil typisk vare ca. 45 min. per gang.

    Dit undervisningsforløb er individuelt tilrettelagt. Så længe der er fremgang, kan du fortsætte eneundervisningen. Ved behov er der efter eneundervisningen mulighed for at fortsætte på f.eks. et kommunikationshold på CSV.

  • Hvordan kommer jeg igang?

    I mange tilfælde modtager CSV en henvendelse fra det hospital, du har været indlagt på.

    Når CSV har modtaget en henvendelse vil du eller en pårørende blive telefonisk kontaktet indenfor 5 hverdage af en talepædagog.

    Du eller dine pårørende er dog altid velkomne til selv at henvende jer til CSV. Det kræver ingen lægehenvisning.

  • Afasipjecer: Arabisk og Polsk

    Her kan du downloade pjecer om afasi på arabisk og polsk.

    Pjece om afasi på arabisk.
    Pjece om afasi på polsk.