Cochlear Implant

Er dine høreapparater og dine høretekniske hjælpemidler ikke længere nok? Er kommunikationen blevet for svær? Måske er det tid til at overveje Cochlear Implant (CI). Læs mere her på siden om hvornår du kan overveje CI og hvad det indebærer.

Cochlear Implant (CI) er en operation for personer med døvhed eller store høretab med skelnetab, som ikke længere har tilstrækkeligt kommunikativt udbytte af høreapparater.

CI overtager rollen fra defekte hårceller i øresneglen i det indre øre, som bruges til at opfatte lyd.

Hørelsen man opnår ved CI er anderledes end hørelse med høreapparater. Formålet med CI er at opbygge en NY hørelse. Derfor vil man efter en CI-operation have brug for tilvænning og træning for at få den bedst mulige udnyttelse af den nye hørelse. Den træning vil man som bosiddende i Vejle Kommune blive tilbudt gratis hos CSV Kommunikation & Teknologi.

Læs med nedenfor for at lære mere.

 

Ofte stillede spørgsmål

  • Hvor kan jeg få hjælp?

    Hos CSV Kommunikation & Teknologi kan vi hjælpe både før og efter en operation, lige meget om man blot er i overvejelsesfasen om hvorvidt CI er aktuelt, eller om man er indstillet af et CI-center (sygehus) til at kunne få det.

    Undervisningen efter en CI-operation foregår på Pedersholms Allé 50, 7100 Vejle.

    I forbindelse med tilslutningen af CI på Odense Universitetshospital (OUH) vil man opleve, at hørekonsulenten også deltager.

  • Hvem underviser?

    Hørekonsulenterne ved CSV Kommunikation & Teknologi har en universitetsuddannelse i Audiologi eller Audiologopædi.

  • Hvad er Cochlear Implant (CI)?

    CI giver mulighed for at genskabe en form for hørelse hos personer der er født døve, eller har fået en svær hørenedsættelse senere i livet. Ved CI operation erstatter man hårcellerne i det indre øre med en elektrode, så hørenerven igen bliver stimuleret. Denne opereres ind i det indre øre.

    CI består af en udvendig og en indvendig del.

    Den udvendige del - processoren - ligner et høreapparat og indeholder en mikrofon og en lille computer. Lyden opfanges og omdannes til elektriske impulser, som sendes gennem en ledning til en  transmitter (sender). Senderen sidder fat på siden af hovedet med en magnet, som er opereret ind under huden.

     

    Den indvendige del - implantatet - indsættes ved operation i det indre øre. Den består af en dekoder og elektroder, som implanteres i øresneglen (cochlea). Lyden sendes som elektriske impulser fra elektroderne til hørenerven og videre til hjernen og giver således mulighed for at opfatte lyd, som hjernen med træning kan lære at forstå som tale.

     

  • Hvornår overvejer man CI?

    Typiske kandidater til et Cochlear Implant er, personer der allerede bruger høreapparater, men som har en svær hørenedsættelse samt stort skelnetab, som ikke længere får tilstrækkeligt udbytte af høreapparaterne.

    Overordnet kræver det at, man har en middelsvær til meget svær hørenedsættelse for at komme i betragtning til CI. Derudover har skelneevnen en stor betydning for skift fra høreapparat til CI. Der er ingen faste grænser for hvor dårligt man skal høre, men der laves en individuel vurdering hvor hørenedsættelsen sammenholdes med skelneevnen og de øvrige problemstillinger og/eller sanseudfordringer der måtte være.

    Ud over hørenedsættelsen er effekten af høreapparaterne vigtigt. Hvis du trods gode høreapparater og ekstra høretekniske hjælpemidler har vanskeligt ved kommunikationen i dagligdagen, kan det være at CI er aktuelt. Kontakt hørekonsulenterne for udredning (se kontaktoplysningerne nederst).

    Generelt vil det altid være en individuel vurdering af den enkelte borgers kommunikative udfordringer, sammenholdt med forskellige undersøgelser, som ligger til grund for om et Cochlear Implant kan være en god hørekompenserende mulighed.

    Hos CSV, Kommunikation & Teknologi, kan vi hjælpe med at finde ud af om CI kan være aktuelt, og henvise til et CI-center (Region Syddanmark, OUH)

    CI-centrene har den endelige afgørelse om hvorvidt en person er egnet kandidat eller ej.

  • Hvad er formålet med CI-undervisning?

    Formålet med det CI-forløb der tilbydes ved CSV, Kommunikation & Teknologi efter operationen, er altid at få det bedst mulige ud af implantatet. Det vil sige, at vi arbejder hen imod at skabe forudsætningerne for at udvikle den bedste mulige kommunikationsevne.

    Forløbet hos CSV, Kommunikation & Teknologi sigter derfor mod at optimere det lydlige udbytte af CI og de kommunikative kompetencer samtidig med at man bliver fortrolig med CI-systemet og dets muligheder.

    Der fastsættes altid individuelle mål i undervisningen i samarbejde med CI-brugeren ud fra ønsker og behov. Det er disse mål undervisningen tilrettelægges efter. Målene synliggøres i en undervisningsplan.

    En væsentlig faktor for at nå målet med CI-forløbet er, at man er motiveret for at træne, ikke kun i undervisningen på CSV,Kommunikation & Teknologi, men også derhjemme. Hjemmetræning er en stor del af forløbet og genoptræningen. Læs mere i afsnittet ”hvordan foregår det”.

  • Hvordan foregår det? (Typisk CI-forløb)

    Før operation:

    Forløbet før en CI-operation ser forskelligt ud fra person til person.

    Hvis man er blevet henvist af en høreklinik eller selv har henvendt sig til CSV, Kommunikation & teknologi før operationen, vil man blive indkaldt til en forsamtale.

    I en forsamtale gennemgår hørekonsulenten sammen med den borger der ønsker CI og eventuelt pårørende, hvad et CI og forløb med CI indeholder. Her vil der være et særligt fokus på forventninger til CI og genoptræningen efter operation.

    Det er meget forskelligt hvilket udbytte man opnår med CI. Høreudbyttet med CI, vil afhænge af flere faktorer og derfor er det vigtigt med en grundig forsamtale, så man bliver forberedt så godt på som muligt på, hvad man kan forvente. Dette er både forventninger i forhold til hvad og hvor meget man kan opnå med CI, men også hvad det kræver af genoptræning. Hos CSV Kommunikation & Teknologi vil forsamtalen altid tage udgangspunkt i den enkeltes hørehistorie.

    Efter operation

    Tilslutning af taleprocessor på CI-centeret:

    Efter operationen går der 4-6 uger før man får sin processor (den udvendige del) på. Tilslutningen af processoren foregår på OUH. Første gang man får CI vil hørekonsulenten fra CSV, Kommunikation & Teknologi også være til stede. På denne dag starter man først med at få indstillet CI. Her tændes der for lyden i CI for første gang. Derefter kommer man til samtale med henholdsvis en læge og en hørepædagog.

    Ved lægen taler man om, hvordan operationen er forløbet.

    Ved hørepædagogen gennemgås CI’ets funktioner og der instrueres i daglig brug og vedligehold.

     

    Undervisning ved CSV Kommunikation & Teknologi:

    Undervisningen ved CSV, Kommunikation & Teknologi, starter hurtigst muligt efter tilslutningen på OUH.

    I starten kommer man typisk til undervisningen 2 x 45 minutter om ugen (den første måned), derefter vil der blive længere tid mellem besøgene: 1 gang om ugen, hver 14. dag, 1 gang om måneden, osv.

    Vi ser inddragelse af evt pårørende som en vigtig del af den rehabiliterende undervisning i dagligdagen.

    Det gælder både hvad angår konkrete opgaver men også rådgivning/vejledning/støtte i den nye høreproces. Et valg om CI involverer sjældent kun den opererede men har også indflydelse på de nærmeste pårørende og deres dagligdag.

    I den rehabiliterende undervisning sigtes der mod at få bedst mulig hørelse. For at få et godt resultat med sit CI er det vigtigt med en forståelse for, at genoptræningen af hørelsen består af en række byggesten, hvor man starter fra bunden, så der bliver dannet et godt fundament at bygge videre på.

    Undervisningsforløbet rummer derfor flere niveauer som man arbejder med samtidigt og hver for sig og indeholder elementerne:

    • Opfange lyd (Være opmærksom og reagere på lyd)
    • Skelne lyd (afgøre om to enheder er ens eller forskellige)
    • Identificere lyde (Vælge det rigtige svar ud fra en lukket liste)
    • Genkende lyde (vælge det rigtige svar ud fra en åben liste)
    • Forståelse af lyden (refere tekst, forstå almindelig tale)

     

    Overgangen mellem de forskellige niveauer er flydende. Undervisningen veksler mellem:

    • Samtale vedr. brug af CI
    • Oplevelser vedrørende lyd
    • Undervisningsøvelser bestående af:
      • Lytte øvelser med og uden visuel støtte
      • Tests af de forskellige (ovenstående) niveauer
      • Instruktion i hjemmeopgaver på forskellige platforme

     

    Vigtigt er det at huske på, at forståelsen af sammenhængende tale, sjældent er der fra første dag med CI, men langsomt skal bygges op. Din hørekonsulent er der for at hjælpe dig med denne genoptræning.

    Hørelsen vil løbende blive testet gennem forløbet så både CI-brugeren og hørekonsulenten kan følge med i de fremskridt der sker.

    Undervisningen vil også løbende blive evalueret og sammenholdt med de mål der fælles er blevet sat for undervisningen. CI-forløbet hos CSV, Kommunikation & Teknologi er hele vejen igennem et tæt samarbejde mellem CI-brugeren og hørekonsulenten.

     

    Hjemmetræning og hverdagen med CI:

    Hjemmetræning vil i lang tid blive en del af CI-brugerens hverdag. Det er vigtigt at træne aktivt med sit CI for at få et godt resultat. Det betyder også at hvis man har hørelse på det ikke-opererede øre, skal man her tage høreapparatet af, så hjernen tvinges til at bruge lyden fra CI. Nogle gange med hjælp fra en træningsprop, så det gode øre ikke hjælper til.

    Hørekonsulenten vil hjælpe med hvad og hvordan der skal trænes derhjemme. Hjemmetræningen kan både være opgaver man får med hjem (apps, bøger, ark), men kan også være situationer der allerede eksisterer i hverdagen, som gøres til træning. Der er derfor vigtigt med en god dialog med hørekonsulenten, så forløbet kan tilpasses CI-brugeren bedst muligt.

    CI-brugeren vil opleve at med en god indsats, vil det høremæssige udbytte af CI blive bedre.

  • Hvordan kommer jeg i gang?

    Man behøver ingen henvisning for at tale med en hørekonsulent om CI. Man kan altid selv henvende sig og blive hjulpet med videre forløb.

    Hørekonsulenterne CSV, Kommunikation & Teknologi har telefontid mandag – torsdag kl. 8.30-9.30 på tlf.: 76 81 55 60

     

    Du kan også skrive til os via vores kontaktformular - klik her.