Stu grupper

Læs om vores forskellige stu grupper

  • Stu Brejning - multiple funktionsnedsættelser

    Multigruppen i Brejning varetager undervisning af elever med multiple funktionsnedsættelser.

    Der er mellem 5- 8 unge i gruppen.

    De unge er ofte kørestolsbrugere og har oftest intet talesprog. De kommunikerer derfor via IPad, Tobii, Roll Talk eller andre teknologiske kommunikationshjælpemidler. Nogle anvender tegn til tale og Board Maker symboler.

    Nyeste IT teknologi anvendes i alle relevante sammenhænge.                               
    De unge har brug for hjælp til personlig pleje, spisning og forflyttelser.

    Den unge har et tæt samarbejde med kontaktlæreren, som dagligt støtter op om såvel personlige, sociale og praktiske problemstillinger, og som kontinuerligt guider den unge i forhold til at opnå optimale muligheder i livet.

    Undervisningstilbuddet har fokus på kommunikation, motorik/sansning, musik og sang samt ungdomsliv med fester og fælles arrangementer med bosteder og de unge fra stu Solsikkevej. Undervisningen er emneorienteret. 

    Der er faste ugentlige undervisningsaktiviteter som musik og tur ud af huset. Der er mulighed for svømning i perioder.

    Ud over almindelig undervisning arrangeres der heldagsture og evt. aftenarrangementer. 

    Al undervisning tilrettelægges ud fra den unges individuelle uddannelsesplan, som udarbejdes af Ungdommens Uddannelsesvejledning UU og den unge og forældrene i fællesskab.

    Nogle unge bor hjemme hos forældrene. De fleste bor på de omkringliggende bosteder f.eks. Skansebakken eller Spurvetoften. De unge befordres med taxi til og fra uddannelsesstedet eller personalet henter / bringer eleverne.

    Unge, forældre og uddannelsesvejleder, der overvejer stu Brejning, er altid velkomne på besøg.

    Der kan arrangeres praktikdage inden evt. start på stu Brejning.

  • Stu Brejning autismespektrum forstyrrelse

    Autismegruppen i Brejning er en afdeling som varetager undervisningen af elever med svær autisme, og/eller elever som profiterer af tydelige, faste og rolige rammer. Kendetegnet for vores elevgruppe er, at de som oftest har massive udfordringer på det sociale samspil, og derfor har brug for tæt personalestøtte. Vi lægger stor vægt på at styrke elevernes kommunikation – både verbalt og som alternativ supplerende kommunikation.  Al undervisning tilrettelægges individuelt, og foregår primært i eget rum 1:1.

    Der laves fælles undervisning i det omfang eleverne magter, og hvor det er med til at understøtte social og/eller faglig læring.

    Vores tilgang til eleverne er inspireret af Low arousal, og vi lægger stor vægt på at skabe et stressfrit rum for den enkeltes læring og udvikling.

    Vi har fysiske rammer, som tilgodeser den enkelte elevs behov for skærmning, men som samtidig også inviterer til at interagere med deres omverden.

    Al undervisning tilrettelægges ud fra den unges individuelle uddannelsesplan, som udarbejdes af Ungdommens Uddannelsesvejledning og den unge og forældrene i fællesskab.

    Nogle unge bor hjemme hos forældrene. De fleste bor på de omkringliggende bosteder. De unge befordres med taxi til og fra uddannelsesstedet eller personalet henter / bringer eleverne.

    Unge, forældre og uddannelsesvejleder, der overvejer STU Brejning, er altid velkomne på besøg.

    Der kan arrangeres praktikdage inden evt. start på stu Brejning.

  • Q Klassen

    Q klassen er for dig, som har det godt med struktur og genkendelighed. Det betyder faste daglige rutiner i undervisningen og i pauserne. I Q klassen støtter og hjælper vi dig i undervisning, med spisning, i fællesskabet i pauserne, med sociale aktiviteter, med påklædning, hygiejne og medicin.

    Q klassen vil være et godt valg for dig, hvis din funktion er nedsat som følge af udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelse, hjerneskade eller andre udviklingsforstyrrelser og at det betyder, at du har brug for tæt støtte og hjælp.

    Der er mellem 8 og 12 elever i gruppen.

    Undervisning er tilrettelagt individuelt og ud fra dine ønsker og drømme. Du har en kontaktperson, som sørger for kontakt til dine forældre / pårørende og UU-vejleder om din stu.

    Hvis du har brug for en skærmet plads eller eget lokale, så er det også en mulighed. Du vil fortsat være med i den fælles undervisning, hvor det giver mening.
    Det unge i Q klassen kan være sammen i en større gruppe i undervisning og pauseaktiviteter, hvis der er støtte og guidning.

    Hvis du kun har lidt talesprog, kan vi bruge alternativ supplerende kommunikation (ASK). Det kan f.eks. være Tegn Til Tale, Boardmaker eller kommunikationsprogrammer på iPad, telefon eller andet.
    Alternativ Supplerende Kommunikation (ASK) bruger vi også i bevægelse /idræt, musik m.m., så du altid har mulighed for at fortælle, hvad du gerne vil.

     I løbet af året er der forskellige arrangementer i klassen (f.eks. bowlingtur, fællesspisning).

    Din undervisning evalueres løbende på teammøder og justeres så den følger med din udvikling.

    Når du starter på din stu bor du måske hjemme. Det kan være, at du i løbet af din stu flytter på et bosted.

    Undervejs i din stu får du tilbud om at komme i praktik. De fleste unge i Q klassen kommer i praktik i et af Karriereværkstedet aktivitetstilbud.

    De unge i Q klassen bruger taxakørsel til CSV.

  • V Klassen

    V-klassen er for dig som har brug for struktur og genkendelighed. Det betyder at undervisning og pauser er tilrettelagt i faste rutiner, som justeres i takt med at elevernes udvikling.

    V-klassen er for dig med en funktionsnedsættelse som følge af udviklingshæmning, hjerneskade eller specifikke udviklingsforstyrrelser, som betyder at du har brug for støtte til mange ting i dagligdagen.

    Der er mellem 8 og 12 elever i gruppen.

    Undervisning er tilrettelagt individuelt og ud fra dine ønsker og drømme. Du har en kontaktperson, som sørger for kontakt til dine forældre / pårørende og UU-vejleder om din stu.

    I V-klassen hjælper vi dig med at udvikle din evne til at være sammen med andre i et fællesskab – i et ungdomsmiljø. Det betyder at du kommer til at lære at arbejde sammen med andre i undervisningen og være sammen med andre i din fritid. Vi ønsker at du er tryg og trives i dagligdagen. Det betyder at du bliver hørt og forstået. Det er et godt udgangspunkt for din udvikling og læring.

    Undervisningen tilrettelægges ud fra dine ønsker og drømme. Men vi har altid fokus på at du får en forståelse for det samfund og den verden du er i.

    Den faglige undervisning skal give dig mulighed for at løse hverdagens udfordringer og få så meget indflydelse på dit eget liv som muligt. Det kan f.eks. være med undervisning i pengekendskab eller at lave indkøbsliste og tage på indkøbstur.

    Undervisningen kan være f.eks. kommunikation, bevægelse (idræt, svømning, gåture), samvær/samarbejde og færdigheder indenfor almindelig daglig levevis (ADL), madlavning osv.

    Vi har ture ud af huset og arbejder med emner. Ture kan være til Borgerservice, ressourcecenter, rensningsanlæg, på museer eller ud i naturen.

    Vi besøger eleverne hjemme eller på bosted, når vi arbejder med emne om at flytte hjemmefra. Undervejs på stu flytter en del af eleverne hjemmefra.

    I løbet af stu får du tilbud om at komme i praktik. Praktikkerne er ofte i et af Karriereværkstedets tilbud.

    Eleverne i V-klassen bruger ofte taxakørsel til CSV.

  • Krystallen

    Krystallen er for dig, som trives med struktur, tydelige rammer og genkendelighed.  Dagligdagen er i faste rutiner, men kan ændres, hvis er brug for det. Du kan få en skærmet plads, hvis du har brug for det.

    Du vil sammen med de andre elever være i et fællesskab, det vi kalder et ungdomsmiljø. Vi støtter, hvis der brug for vejledning, så der er plads til alle i undervisningen og i pauserne.
    Hvis det er svært for dig at være i fællesskabet, laver vi individuelle aftaler med dig.

    Krystallen er for dig med en funktionsnedsættelse på grund af autismespektrumforstyrrelse eller andre specifikke udviklingsforstyrrelser som f.eks. ADHD, indlæringsvanskeligheder og sprogvanskeligheder. Måske du også har udfordringer med angst, stress eller energiforvaltning.

    Der er mellem 12 og 15 unge i gruppen

    Din undervisning tilrettelægges individuelt og ud fra dine ønsker og drømme med hjælp fra dine forældre / pårørende og UU-vejleder.
    Du vil få et tæt samarbejde med din kontaktlærer, som hjælper dig med både personlige og sociale problemer. Vi guider dig så du får mulighed for at træffe gode valg for dig og dit liv.

    I Krystallen har vi kreative fag som billedkunst, Makerspace (analog / digital kreativitet), idræt/træning, svømning, musik m.m.
    I Krystallen tager vi på heldagsture, idrætsture og museumsbesøg m.m. Vi fejrer også bl.a. Halloween og jul.
    Nogle år tager vi på lejrtur.

    Hvis du ønsker mere faglig undervisning, er der mulighed for dansk, matematik, engelsk eller historie/samfund og it. Af og til laves den faglige undervisning sammen med elever fra stu gruppen på Flegborg.

    Du vil også få undervisning i indkøb, pengeregning, madlavning, tøjvask og oprydning.

    Måske du gerne vil udvikle dine håndværksmæssige færdigheder. Derfor har vi i Krystallen et samarbejde med stu gruppen CSV Erhverv, som er meget praktisk arbejde.

    I løbet af stu får du mulighed for at komme i praktik. Praktik kan f.eks. være på Karriereværkstedet eller i en virksomhed.

    I Krystallen bor de fleste unge stadig hjemme, men undervejs i stu forløbet flytter en del i egen bolig (evt. med støtte) eller på bosted.

    De fleste unge i Krystallen benytter taxakørsel til uddannelsesstedet. Enkelte tager selv bybus eller lignende.

  • CSV Erhverv

    CSV Erhverv er til dig, som gerne vil arbejde med dine håndværksmæssige færdigheder inden for almindelige pedelfunktioner. Det er altså et praktisk tilrettelagt uddannelsestilbud for dig, som er træt af den almindelige skole. CSV Erhverv har egen bygning med værksted og opholdsrum.

    Du har måske en funktionsnedsættelse som følge af autismespektrumforstyrrelse, specifikke udviklingsforstyrrelser (ADHD, indlæring, sprogvanskeligheder) og / eller angst, stress, depression.
    Det kan også være sociale eller personlige problematikker.

    Der er 6 – 10 elever i gruppen.

    Din stu er individuelt tilrettelagt ud fra dine ønsker og drømme. Sammen med dine forældre / pårørende og UU- vejleder bliver der lavet en plan for din stu. Din kontaktperson hjælper og støtter dig i dit arbejde med planen.
    På CSV Erhverv støtter vi dig i din personlige og sociale udvikling. Du bliver en del af et fællesskab sammen med de andre elever.

    Vi arbejder med alle typer håndværksmæssige opgaver på CSV Vejles egne matrikler og også med bestillingsopgaver fra andre institutioner.
    Når vi løser opgaver, øver vi os på at være i en god kontakt med dem vi møder. Vi øver os også på at arbejde godt sammen og forstå og hjælpe hinanden, så vi løser opgaven bedst muligt.

    Du bliver en del af et fællesskab, hvor der er struktur og trygge rammer og hvor vi hjælper eleverne med at sætte grænser, så der kan skabes gode relationer. Det gør vi med vejledning og fælles drøftelser, så fællesskabet kan fungere godt.

    På CSV Erhverv kan du også være med til fodbold / idræt / svømning og undervisning i indkøb, madlavning, rengøring og andet, som er godt at kunne, når man flytter hjemmefra.

     Hvis du vil, så kan du være med i dansk- eller matematikundervisning sammen med Krystallen.

    Ud over den almindelig undervisning er der også caféaftener, heldagsture, idrætsture (deltagelse i Specialskolernes Landsidrætsstævne) og lejrture både i Danmark og i udlandet.

    Undervejs på stu kan du komme i praktik. Praktikken er på en virksomhed, som arbejder med det, du gerne vil prøve.

    Måske bor du hjemme, når du starter på stu. Undervejs flytter du måske egen bolig (evt. med støtte).

    De fleste elever på CSV Erhverv kører selv med bus, scooter, cykel eller andet.

  • Stu Flegborg

    På stu Flegborg er unge med en funktionsnedsættelse som følge af autismespektrumforstyrrelse, specifikke udviklingsforstyrrelser og psykiatriske diagnoser.

    Der er mellem 16 og 24 unge på Flegborg, og de er typisk lidt ældre i denne gruppe end i de øvrige stu grupper.

    Kontaktlæreren støtter/ guider den unge i personlige og sociale problemstillinger og sparrer med de unge omkring uddannelse, fritid, beskæftigelse m.m.

    For de unge, som har brug for mere tydelige rammer, findes der skærmede pladser og der laves individuelle aftaler for deltagelse.

    De unge skaber selv rum for fællesskab, når rammerne er givet. De skal af og til ledes på vej og hjælpes med at sætte grænser overfor hinanden.

    Alle de kendetegn, der er ved et ungdomsmiljø, er til stede her. Derfor er brug for vejledning og fælles drøftelser.

    Undervisningsmiljøet er struktureret og dagligdagen styres af skemaet, som dækker over en periode. Der er typisk 4 perioder på et skoleår.

    Undervisningen er i mindre hold. Der tilbydes faglig undervisning i dansk, matematik og engelsk både på basisniveau og med mulighed for prøve på AVU (Almen Voksenuddannelse) i samarbejde med VUC (Campus Vejle).

    Samfundsviden, historie og debat med fokus på dannelse er en del af skemaet.

    Der tilbydes også Kreativt (design, billedkunst  - der er et samarbejde med Makerspace i Skibet), bevægelse / træning, musik m.m.

    For alle indgår almindelig dagligdags levevis i undervisningen. Det kan være madlavning, rengøring m.m. 

    Ud over almindelig undervisning arrangeres der caféaftener, heldagsture, idrætsture og lejrture for de elever, der har et ønske om dette.

    Praktikforløb på ordinære arbejdspladser er typisk. 

    De unge bor i egen lejlighed (evt. med støtte), bosted eller hjemme. De unge, som bor hjemme, flytter ofte i løbet af stu tiden.

    De unge på Flegborg tager selv offentlig transport. Enkelte benytter i perioder taxakørsel til uddannelsesstedet. 

  • Personale

    Personalet på stu er lærere og pædagoger med viden og uddannelse indenfor specialundervisning / specialpædagogik.

    Derudover har vi Social- og Sundhedsassistenter, pædagogiske assistenter og pædagogiske medhjælpere.

  • Adresser og kontakt

    Stu Brejning
    Brejning Østergade 12
    Brejning
    7080 Børkop

    Stu Flegborg
    Flegborg 13 B
    7100 Vejle

    Q Klassen
    V Klassen
    Krystallen 
    CSV Erhverv
    Solsikkevej 6
    7100 Vejle

    Hvis du gerne vil på besøg, så kontakt os på telefon 76 81 55 55 eller mail csv@vejle.dk